Formanden støtter og Nils Natorp kapper trossen - tak til Lars Minormedia for billedet.
|
Formanden støtter og Nils Natorp kapper trossen - tak til Lars Minormedia for billedet. |
Klik til talerne her: Talerne som pdf filer: Billeder: |
Indvielse Færgen Møn som sejlende cykelsti Rigtig hjertelig velkommen til denne dejlige dag hvor vi, efter 12 års Tornerosesøvn skal genindsætte Færgen Møn i drift. Det er for Venneforeningen og Skibsbevaringsfonden en glædens og en forløsningens dag. For ligesom Fugl Fønix rejste sig fra asken, ligger hun nu, den på et tidspunkt næsten dødsdømte færge, smuk, stolt som en svane og vugger blidt i søen. Den gamle dame har fået nyt tøj på, i form af nyt redningsudstyr, nyt brandslukningssystem, nyt kommunikationsudstyr, og alt gammelt udstyr er renoveret og så hun er nymalet fra top til tå, eller rettere fra køl til mast. Mangt en barket sømandsnæve har nusset blidt om hende, og vi har alle, ja alle, tabt vores hjerter til hende. Det er vel ikke så dårligt gået af en 88 årig dame. Og 88 år plus lidt til er netop de år jeg vil tillade mig at gå tilbage. For historien om Færgen Møn begynder i det tidlige forår 1920, hvor færgebestyrer, kaptajn Møller sender et brev til Præstø Amt, hvor han beklager sig, og forklarer de dårlige forhold der er for færgeriet mellem Kalvehave og Koster.
Han havde til sin store forbløffelse set, at det ikke længere var 2 heste og en vogn, der dukkede op til overfarten, men derimod busser og lastbiler, hvis antal var steget eksplosivt efter Den Første Verdenskrig. Det var en anelse trist for færgeriet, for de 2 gamle færger, Ulfsund og Koster, var bygget til at overføre godt et ton, hvilket svarede fint til hest og vogn, men de nye lastbiler vejede op til 6-7 tons. Det afholdt dog på ingen måde kaptajn Møller fra at medbringe dem, men når lastbilerne rullede ombord, sank færgen langt dybere end det tilladte, og det skabte naturligvis nervøsitet hos besætningen på færgen. Som kaptajn Møller skrev til Amtet: "Dette kan ikke gå i længden, der kan ske en ulykke når som helst". Klogt nok lyttede Amtet og satte en ny færge i udbud, inden der skete nogen ulykker. Tilbudsprisen var 148.000 kroner. Og her ligger hun så; bygget i 1922, søsat den 17. marts 1923 som bygning nummer 18 fra Nakskov Skibsværft og leveret 30.marts samme år. Færgen er 72 fod (24 m ) lang. Den er 22 fod ( 7,3 m ) bred og den har en dybgang på 6 fod (2 m ). Den kan laste 30 tons, og den samlede tonnage er på 79,5 Bruttoregisterton ( BRT ). Den oprindelige motor var på hele 75 HK, den blev i 1950 udskiftet med en 4 cylinders totakts Alfa- Burmeister & Wain dieselmotor på 185 HK.
Oprindeligt ville Kaptajn Møller allerhelst have en dampmaskine, men lod sig overbevise om at dieselmotoren efter al sandsynlighed ville funktionere. Hun sejlede kun 3 år på overfarten Koster- Kalvehave, så blev også hun for lille til at klare trafikken. Så sejlede hun Bogø- Stubbekøbing og senere Sølager- Kulhuse ved Isefjorden. I 1938 kom hun hjem igen, for at sejle Kalvehave- Lindholm for Statens Veterinære Institut for Virusforskning, hvor hun sejlede den sidste tur den 29. maj 1999, efter 61 år på ruten, herefter blev hun forhalet til Stege, hvor hun blev gemt og glemt, ikke engang lud og koldt vand undede man den gamle trækhest, og det eneste hun kunne forvente var skærebrændernes sønderslidende og ildsprudlende helvede. Heldigvis var der lokale kræfter, bla. Sydsjællands Museum, og det nu hedengangne, men yderst effektive Team Møn, der sammen med Skibsbevaringsfonden fik dannet Foreningen Færgen Møns Venner. Året er 2002 og endelig i år 2005 fik foreningen fra Landbrugsministeriet via Skibsbevaringsfonden overdraget færgen til eje. Herefter har frivillige brugt utallige timer på at reparere og vedligeholde den aldrende frøken.
I perioden mens vi har renoveret, er 2 af vores besætningsmedlemmer gået fra borde, det er vores nestor, ildsjælen, hele besætningens mentor tidligere forstander på Københavns Maskinmesterskole, Poul Christensen, og vores eskadre-elektriker Leif Blom, som gjorde en stor indsats for at bevare den ikke altid salonfähige sømandsjargon ombord. Jeg er sikker på at de i dag sidder smilende på en fjern sky, og ønsker os held og lykke, og med Bloms tilføjelse: Det var dog fa´enste tid, for at gøre sådan en lille skøjte søklar
Men nu er vi søklar, og vi skal sejle igen, som cykelsti. En sejlads vi venter os meget af, efter en vis indkøringsperiode, vel at mærke, men også en sejlads, som slet ikke ville være blevet til noget, uden jeres uvurderlige hjælp. Det sidste spark, som bragte os endelig i mål, kom fra Den Lokale Aktionsgruppe i Vordingborg, også kaldet LAGen, Region Sjælland, Vordingborg kommune og Friluftsrådet. Men tidligere har hver en dråbe olie, hvert et bræt, hver en liter maling, hvert et kilo zink og hver eneste krone der havnede i vores kasse, været det der holdt modet og entusiasmen oppe, og for det vil jeg gerne sige tusind tak.
Også tak til alle vores medlemmer og til vores gode arbejdshold og sidst, men ikke mindst en tak til de kaptajner, mestre og matroser som har lovet at sejle færgen. Lige en ekstra tak til Bente og Henrik for deres indsats i dag, og for deres hilsen i dagens avis, hvor de ønsker os god vind. Det er vi naturligvis glade for, men vinden behøvede ikke at komme dag et. Vi synes at den sejlende cykelsti vil være en nyskabende og spændende maritim ferieattraktion, som yderligere har den store sidegevinst, at vi får vist vores gamle veteranfærge frem, og det vil vi gøre iblandet en stor portion stolthed.
Jeg ønsker alt det bedste for en sikker sejlads, for passagerne, for besætningen og for skibet.
Måtte intet ondt dig ramme.
Det er mig en særlig glæde at kunne sige et par ord på denne festdag, hvor Færgen Møn nu igen kan sejle med passagerer. Denne gang er det ikke medarbejdere til forskningscenteret på Lindholm, men turister og lokalbefolkning, der kan glæde sig over en tur med færgen.
Det er dejligt, at de regionale udviklingsmidler under Region Sjælland også kan bruges til en konkret fysisk investering. I regionen har vi nogle særlige muligheder for at yde støtte til rekreative formål. De er givet i medfør af en bestemmelse i naturbeskyttelsesloven og betingelsen for vores støtte er, at projektet har regional betydning.
Og hvilken regional betydning er der så ved at give støtte til færgen? Jo - det er meningen, at den skal kunne bruges af cykelfolket som alternativ til landevejen imellem Stege og Kalvehave. På denne strækning løber flere cykelruter af regional, national og international betydning. Det drejer sig bl.a. om Østersøruten, der løber i en stor cirkel i det sydlige Danmark og cykelruten Berlin-København.
I sidste uge kom der en ny cykelrute til - Munkevejen, der, for vores del af ruten, blev åbnet med en festlighed i Fanefjord Kirke.
Ruten løber fra Glückstadt nord for Hamburg til Roskilde. Vi kan derfor forvente endnu flere cykelturister. Der er for mig ingen tvivl om at Færgen Møn vil blive et spændende frirum for vores mange cykelturister, og et godt alternativ til turen mellem Stege og Kalvehave - især selvfølgelig indtil en ny cykelsti bliver etableret imellem Stege og Mønsbroen. Færgen er imidlertid ikke kun en transportform, det er også en fin måde at opleve naturen og landskabet omkring Stege bugt fra en ny side - også selvom man ikke har cykel med.
I Region Sjælland er vi særligt glade for at modtage cykelturister, da de ikke fylder meget og ikke tager meget med. De bidrager derfor godt i den lokale omsætning i turisterhvervet, uden at slide på vejene. Jeg ved også, at I gerne vil have rigtigt mange cykelturister med på færgen. På den måde får I forhåbentligt mulighed for at få tilstrækkelig økonomi i færgedriften, og dermed fastholde et væsentligt aktiv for lokalområdet og for regionen.
Jeg tror at offentlig - privat samspil i stigende grad bliver vigtigt. Derfor indgår det også som en vigtig del i forslaget til den regionale strategi for bæredygtig udvikling Region Sjælland netop har sendt i offentlig høring. Har man lyst til at læse udkastet til strategien, og måske give den en kommentar med på vejen, finder i den på vores hjemmeside.
Regionen vil gerne fremme at lokale ildsjæle som jer får mulighed for at udfolde jer. Færgen Møn er et rigtigt godt eksempel på et projekt der aldrig havde kunnet realiseres, hvis der ikke havde været en gruppe af engagerede mennesker der havde sat sig for at det skulle lykkes, og som har lagt et kæmpe arbejde i projektet, til glæde, ikke kun for lokalsamfundet men for hele regionen.
Jeg vil med disse ord ønske jer et stort tillykke med "jomfrusejlads nr. 2" for den restaurerede Færgen Møn. Held og lykke fremover med det stolte skib - og jeres samvirke herom.
Det er noget særligt, at det er lykkes at få Færgen Møn etableret som en ny turistattraktion.
Jeg skal på vegne af Skibsbevaringsfonden ønske til lykke med dagen. Jeg skal også overbringe en personlig hilsen fra Fondens daglige leder Jes Kroman, som lige nu sidder i et fly på vej over Atlanten og derfor naturligt nok ikke kunne komme.
Nogle få ord om MØN og vort arbejde med færgens bevaring:
Færgen er Danmarks ældste nittede stålfærge og med sit byggeår 1923 er den en repræsentant for overgangen fra damp til dieseldrift. Med sin Holeby-diesel repræsenterede færgen det ypperste af dansk småskibsteknologi den gang. Og gør det fortsat.
Vor første kontakt med færgen MØN skete i 1993, hvor Skibsbevaringsfonden modtog en henvendelse om, at den gamle færge lå oplagt i Kalvehave og ikke havde de så godt mere. Ejeren, Landbrugsministeriet ved Virusinstituttet, havde planer om at sælge eller ophugge skibet, men efter en ihærdig indsats fra flere hold blev færgen i 1999 overdraget til Skibsbevaringsfonden.
Der blev i 2001 udarbejdet en teknisk-historisk dokumentation og en tilsvarende kulturhistorisk redegørelse, samt en tilhørende restaureringsplan for færgen. Denne dokumentationsmetode blev første gang afprøvet på færgen MØN og byggede på erfaringer fra tilsvarende skibsprojekter i Norge. Materialet var ment som et praktisk hjælpemiddel for den grundige og langvarige proces som har ført til, at færgen i dag fremstår som ualmindelig velbevaret.
Færgens historie frem til i dag er velkendt og godt beskrevet på venneforeningens hjemmeside. Jeg skal derfor her kun kort redegøre for de problemstillinger, der for Skibsbevaringsfonden har været centrale:
Først: Økonomien. Med et samlet tilskud på 1,7 mio. over en længere årrække er færgen blandt Skibsbevaringsfondens største engagementer. I tillæg kommer fondens interne omkostninger, så det totale engagement ligger på ca. 2 mio. Vi har på langt nær kunnet imødekomme behovet, men færgen har hele tiden ligget højt på Fondens prioriteringsliste.
Dernæst: De tekniske udfordringer. Færgen er bygget i en nittet stålkonstruktion. Teknologien blev forladt i 50-erne til fordel for svejseteknikken, men hvis færgen skal bibeholde det høje niveau af autenticitet, skal vi i årene som kommer sikre os, at færdighederne omkring nitning bliver holdt levende. Derfor samarbejder Skibsbevaringsfonden med bevaringsmyndighederne i de øvrige nordiske lande, specielt Norge, hvor man har bred erfaring med istandsættelse af nittede stålskibe.
Vedligehold af stål og træ i kombination, som man f.eks. ser det på MØNs dæk, giver også en hel del udfordringer, og vi vil derfor i de kommende år følge færgen og sammen søge at bringe jeres erfaringer videre til lignende bevaringsprojekter.
Som en afslutning vil sige, at færgen MØNs bevaring ikke ville havet en chance hvis ikke det lokale initiativ havde været så stærkt til stede, som vi har set det her. Skibsbevaring er teamwork. Skibsbevaringsfonden kan godt tage initiativer, men vi er fuldstændig afhængig af det frivillige engagement.
Nu ikke mere, men endnu en gang held og lykke i arbejdet med færgens bevaring.
Den 3. maj 1993 modtog jeg et brev fra Søren Mazanti Bethelsen, hvis far havde været færgemand på Kalvehave-Kosteroverfarten.
Han gjorde opmærksom på, at der i Kalvehave lå en færge, som jeg nok burde se på.
Det gjorde jeg, og var øjeblikkelig solgt. Fra den dag, har det været 18 år med ualmindeligt meget op ad bakke - men selvfølgelig også mange glæder.
Først handlede det om at gøre Virusinstituttet på Lindholm bevidst om, at de hver dag sejlede med et kulturklenodie. Det var først og fremmest den daværende forvalter Finn Jørgensen, som ret hurtigt forstod beskeden og var en utrættelig forkæmper for projektet. Uden ham tror jeg ikke vi stod her i dag.
Dernæst var næste store forhindring Landbrugsministeriet med minister Bjørn Westh i spidsen. De var bestemt ikke til sinds at bruge penge på sådan en aldrende skrotbunke. De kunne måske nok se at der var et eller kulturelt der, men den skulle nu alligevel sælges til ophugning.
Men også her blev der pludselig hul igennem, og ministeriet indvilgede i brev af 13. april 1999 i at overdrage færgen til Skibsbevaringsfonden, som således helt pludseligt blev den - til tider knapt så stolte - ejer af Danmarks ældste nittede stålfærge.
Det var herlige tider, hvor der skulle skaffes diesel til vinteropvarmning og folk der kunne hjælpe med at se efter skibet på de kolde og stormfulde vinterdage. En endeløs række af problemer, der efterhånden blev løst.
Men et altoverskyggende problem syntes sværere at løse end alle andre: hvem skulle eje færgen?
Det blev til et fuldstændigt mareridt af møder uden resultat. Jeg husker naturligvis specielt det sidste møde på turistbureauet, hvor havnefoged Michael Larsen var med. På et tidspunkt tabte han mere eller mindre tålmodigheden og sagde noget i retning af "nu kan det være nok det her - nu ordner jeg det selv." Og så blev der langt om længe dannet en forening, som kunne overtage færgen.
Resten er historie, og bliver sikkert fortalt af de tilstedeværende.
Jeg tror alle her kan forstå, at jeg er oprigtigt ked af ikke at kunne være her i dag, men hvis I lige kigger op i luften og ser et Air France-fly, så sidder jeg der og vinker ned til jer.
Det her projekt har været og er stadig mit hjerteblod. Det har været en fantastisk rejse, som jeg til tider har været ved at opgive. Projektet har kun været muligt, fordi alle I og en lang række sponsorer har bakket om det, og I skal vide at jeg fandme er stolt af jer og jeres vedholdenhed. For I har virkelig været sat på en hård og til tider urimelig prøve.
For tre år siden havde I en ansøgning inde hos Skibsbevaringsfonden, som vi desværre ikke kunne imødekomme, da teknisk udstyr ikke ligger inden for vores fundats. Jørgen Grønborg ringede til mig nogle dage senere og spurgte om vi virkelig ville være skyld i at MØN ikke kom ud at sejle? Og nej det ville vi naturligvis ikke, vi har givet mere end 1.6 mio. kr. til MØN, så vi ville jo utrolig gerne se den sejle igen.
Men det må have været umådeligt frustrerende for jer at få sådan et afslag, når I nu var så tæt på målet. Men det er desværre sådan fartøjsbevarings er i Danmark. Sejlende fartøjer har ikke den bevågenhed som de burde have.
Jeg er ualmindelig lykkelig for at jeg fik muligheden for at sejle ud på den tekniske prøvesejlads i mandags sammen med jer og dele jeres glæde over at det endelig lykkedes at få vores elskede færge i drift. Jeg har sjældent set så mange storsmilende mennesker. Maskinmestrene stod i et toptrimmet maskinrum med høreværn og hænderne på håndtagene klar til at redde hvad reddes kunne, når Peter Karl fik styret til den forkerte side. Men at se ham med hænderne på rattet var en stor glæde, for han var lige, som alle andre ombord, bare så stolt. Og med god grund.
Tillykke til jer alle sammen og tak for kampen. I er simpelthen fantastiske.
Jes Kroman
Indvielsen af Færgen Møn, den 1. juli 2011
Det er enestående gå-på-mod, et beundringsværdigt græsrodsarbejde, lokalt sammenhold når det er bedst og 1000-vis af frivillige timer, der har ført til, at vi i dag kan stå her og skåle for en 88-årig dames snarlige jomfrusejlads i hendes ny liv som sejlende turistattraktion.
Færgen Møn er nu bevaret for eftertiden og det bliver en fornøjelse at følge hendes færd og se de smilende og glade ansigter hos de mange cyklister, der fremover kan ta' den sejlende cykelsti til Kalvehave i stedet for den halsbrækkende hovedvej via Koster.
Dansk turisme er midt i et vadested, og diskussionerne om, hvad vi skal fokusere på og leve af, er heftige. For mig er der ingen tvivl om, at Færgen Møn er et symbol på fremtidens vinderstrategi!
Turisterne efterspørger i stigende grad ægthed, autencitet, store naturoplevelser og lokalhistorie. Kan man kombinere dette med maritime oplevelser og et aktivt havnemiljø, så har man ingredienserne til en rigtig vinder. Det er vel ikke nogen overraskelse - Færgen Møn har det hele!
Det bliver en fornøjelse at følge hendes færd og se hvad hun kommer til at betyde for vores turisme. Perspektiverne er store:
Men I første omgang bliver det som sejlende cykelsti Færgen Møn kommer til at trække overskrifter. Det er et smukt og gennemtænkt koncept, som på en elegant måde løser et af de helt store problemer for vores cykelturisme - den manglende cykelsti fra Mønbroen til Stege. Vel og mærke samtidig med at 'Møn' for et agtværdigt formål og de mange turister en uforglemmelig og stor oplevelse.
Se….det er turisme med visioner og jeg er sikker på at mange af vores kollegaer i branchen vil være positivt misundelige og tænke - Nu har de gjort det på Møn…igen!!
Lad mig afslutte med at sige tak til alle bidragsydere og tillykke til Færgen Møns Venneforening, de mange frivillige ildsjæle, ikke kun her, men på hele øen - uden jer skete der ingenting, til hele Møn og Vordingborg Kommune og til alle turisterne…Vi får i dag en ny stor maritim attraktion 'Færgen Møn', som vi alle kan være stolte af. Tillykke!
Nils Natorp